Bedre forhold i Rwandas miner

Hverdagen for minearbejdere i Rwanda kan være særdeles barsk. Derfor støtter DTDA – Fagbevægelsens Udviklingssamarbejde med midler fra EU Rwandas fagbevægelse i at sikre bedre arbejdsforhold til landets minearbejdere. Indsatsen har allerede efter blot to år skabt mærkbare resultater. Forbedringerne er kommet, fordi Ulandssekretariatets partnere, hovedorganisationen CESTRAR og minearbejderforbundet REWU, har kæmpet for at opnå resultater ved forhandlingsbordene.
Som en del af indsatsen har CESTRAR sammen med minearbejderforbundet REWU forhandlet med bl.a. mineselskaber, myndigheder og arbejdsgiverforeningen for mineselskaber i Rwanda.
Alene i 2025 har REWU underskrevet overenskomstaftaler med forskellige mineselskaber, som har gavnet over 7.000 arbejdere, der gennem aftalerne har fået sikret skriftlige ansættelseskontrakter, pensionsordninger og andre rettigheder – bl.a. betalt barsel.
Bedre trivsel for minearbejderne og lokalsamfundet
”Det har krævet adskillige forhandlingsmøder og dialoger, hvor de positive effekter af en virksomhedsbaseret minimumsløn er blevet tydeliggjort – herunder øget produktion, bedre trivsel for minearbejdere og deres familier samt for lokalsamfundene omkring minerne, forbedrede skatteindtægter og en mere retfærdig indkomstfordeling, der bidrager til landets udvikling,” siger formand for REWU, Andre Mutsindashyka.
Efter pres fra fagbevægelsen har Rwanda desuden for nylig revideret minelovgivningen i et forsøg på bl.a. at komme illegal og farlig minedrift til livs. Samtidig arbejder fagbevægelsen for, at regeringen ratificerer ILO-konvention C176 og dermed gør den til gældende lovgivning, hvilket vil indføre bindende minimumsstandarder for sikkerhed og sundhed i minerne, herunder forebyggelse af arbejdsulykker, sikkerhedsprocedurer og tilsyn.

