cfbacc94-88ba-48c8-8366-6a115afa511a_Jacob-Rosdahl

Topartsaftale om retfærdig, grøn omstilling i Filippinerne: Fagbevægelsen og arbejdsgiverne går i samme retning

Som de første i Sydøstasien har de filippinske lønmodtagere og arbejdsgivere lavet en ”grøn topart” om retfærdig omstilling, hvor de blandt andet sammen vil påvirke regeringen.
Formand for hovedorganisationen FFW, Sonny Matula (tv.) og formand for arbejdsgiverorganisationen ECOP, Sergio Ortiz-Luis præsenterer den nye grønne topartsaftale. Foto: Jacob Rosdahl

I Filippinerne har arbejdsgivere og fagbevægelsen indgået en topartsaftale for at skubbe på den grønne og retfærdige omstilling på arbejdsmarkedet.

Det er den første topartsaftale i Sydøstasien og handler både om at imødegå klimaforandringerne, omlægge energiforbrug og produktion – og ikke mindst skabe flere grønne job. Konkret stifter de to parter på arbejdsmarkedet et fælles organ, der blandt andet skal prøve at skaffe indflydelse på regeringsbeslutninger.

Med tiden skal der også dannes lokale udvalg i virksomheder. Her skal medarbejderrepræsentanter sammen med virksomhedsledelsen arbejde for retfærdig, grøn omstilling på lokalt plan.

Det er arbejdsgiverne i ECOP (Employers Confederation of the Philippines) og fagbevægelsen i skikkelse af hovedorganisationen FFW (Federation of Free Workers), som er blevet enige om topartsaftalen. ECOP er partner med Dansk Industri, og FFW er partner med DTDA.

Ingen omstilling uden rettigheder

”Der er ingen retfærdig, grøn omstilling uden arbejderrettigheder,” siger Sonny Matula, ”og arbejdstagerne skal ikke være bange for at sætte sig ned sammen med arbejdsgiverne. For at retfærdig, grøn omstilling kommer til at gælde for alle, skal den være sammenhængende i forhold til klimamæssige, sociale og økonomiske områder. Det er det, vi slår fast i dag sammen med vores sociale partnere [arbejdsgiverne, red.].”

Formand for ECOP, Sergio Ortiz-Luis, siger:

”Retfærdig, grøn omstilling drejer sig ikke kun om at nå de klimamæssige mål, men også de økonomiske. Det er et privilegium for os at diskutere disse vigtige emner med fagbevægelsen. Det viser, at forretningslivet er en stærk tilhænger af dialog og forhandling,” siger Ortiz, der mener, at regeringen har et ansvar for at handle: