Don-Bosco-13-scaled

Dansk model for erhvervsuddannelser ændrer livsbaner

I Tanzania, Kenya og Malawi har Arbejdsmarkedskonsortiet arbejdet sammen med fagbevægelsen, arbejdsgivere og myndighederne om en erhvervsskolemodel efter dansk mønster. Nu bliver modellen rullet ud til alle Tanzanias 90 erhvervsskoler.

 

Arbejdsmarkedskonsortiet har sammen med lokale fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer og erhvervsskoler brugt erfaringer fra den danske model i lande som Kenya, Malawi og Tanzania.

I Tanzania har 1.100 tanzanianere fået gavn af modellen. Her har arbejdsmarkedets og danske og tanzanianske erhvervsskoler arbejdet sammen om tilrettelæggelsen af korte faguddannelser med integrerede praktikforløb.

75 procent af de faglærte er kommet i arbejde seks måneder efter uddannelsen. 40 procent er blevet lønmodtagere i den formelle økonomi, og heraf har to tredjedele forhandlet sig til egentlige kontrakter.

Dansk model

Uddannelserne er indenfor fagene el, vvs, fødevarer og metal. Og de 1.098 unge tanzaniere har gennemført et fagligt forløb på fire til seks måneder samt to måneders praktik, hvor deres pensum og praktikforløb er blevet skræddersyet med input fra arbejdsmarkedets parter og lokale virksomheder. Det har sikret, at de unges kvalifikationer matcher behovene på arbejdsmarkedet.

Det er en model, som er inspireret af den danske måde, hvor fagbevægelsen, arbejdsgiverne og uddannelsessystemet sammen tilrettelægger uddannelserne, så de passer til virksomhedernes behov.

På en konference i Tanzania i juni blev resultaterne drøftet – og her kom det frem, at Tanzania nu vil udrulle hele systemet til de 80 erhvervsskoler, som findes i landet. Tanzania satser på faglig uddannelse, og derfor planlægger man hele 65 nye skoler – hvor den dansk-inspirerede model også skal indgå.

Tanzanias undervisningsminister Adolf Mkenda siger, at den danske trepartsmodel skal rulles ud til alle erhvervsskoler i Tanzania. Foto: Rasmus Holm, DTDA